Et medfødt handicap lærte ham, at begrænsninger kan forvandles til nye veje i livet.

Med sit livsmod og musikalske talent overvandt Leif Martinussen de begrænsninger som et stort synshandicap gav ham fra fødslen. Han blev 84 år.

Når Statens Blindeforsorg og forstanderen fra børneskolen på Refsnæs aflagde besøg i barndomshjemmet i Skjellerup i årene 1949-1951, sang og fløjtede Leif Martinussen altid af glæde og lettelse, når de tog afsted igen. Spørgsmålet om, hvorvidt han skulle sendes hjemmefra på grund af hans væsentlige synsnedsættelse, fyldte en del i familien, der talte mor, far og fem børn. Leif Martinussen var nummer tre i børneflokken; han havde to ældre brødre og en lillebror og en lillesøster.

Selv med en plads længst fremme i klassen og bøger i Magnaprint påvirkede den medfødte synsnedsættelse hans skolegang så meget, at det til sidst blev besluttet, at han skulle sendes til Det Kgl. Blindeinstituts skole på halvøen Refsnæs ved Kalundborg Fjord. Han ankom til sit nye hjem den 22. august 1952, og på færgeoverfarten fra Aarhus til Kalundborg stod han med sine forældre ved skibets ræling, mens hans tidligere klassekammerater stod få meter væk – på en skoleudflugt på vej til København.

”Som jeg står her, føler jeg, at det usynlige skel mellem dem og mig bliver stærkere,” skriver han i erindringsbogen Et tilbageblik på Det Kgl. Blindeinstitut ved Kalundborg Fjord der udkom på Forlaget Kahrius i 2023.

Opholdet på skolen i Refsnæs viste sig at blive afgørende for Leif Martinussens livsbane. Trods stor modstand mod at forlade sine forældre og barndomsbyen gav skolen ham de rette rammer og hjælpemidler for at kunne udfolde sine evner på trods af synshandicappet. Særligt undervisningstimerne i klaver og violin blev en døråbner, der gav hans spirende musikalitet et konkret udtryk. Da han kom hjem på ferie hos forældrene i sommeren 1956, stod der til hans store glæde et nyindkøbt klaver til ham i stuen. Forældrene havde forstået, at han havde musikalske evner, og de ønskede at opmuntre dem. Leif Martinussen satte sig straks for at spille på klaveret, og musikken stoppede først, da han forlod verden 69 år senere.  

Han gennemførte sin uddannelse som organist og kantor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1967 og 1969 og fortsatte med yderligere studier i i orgel, kor og komposition i Lund, Stockholm, London og Wien. Hans iværksætter- og ildsjælenatur gjorde ham til medstifter af og formand for Amager Musikfestival, og han har komponeret adskillige kirkelige værker og vundet internationale priser for sin musik.

I halvfemserne voksede interessen for hans musik i udlandet og der har været opførelser af hans værker i Skandinavien, Færøerne, Island, Grønland, Belgien, Tyskland, Østrig, Polen, Ungarn, Tjekkiet, Bulgarien, Italien, Frankrig, Spanien, England, Rusland, Ukraine, USA, Uruguay og New Zealand. Hans værker bliver ofte benyttet ved gudstjenester og koncerter i de danske kirker.

Udover musikken nærede han en stor kærlighed til fysisk udfoldelse og har varetaget adskillige tillidshverv indenfor sport og idræt for blinde og svagsynede.

Leif Martinussen var rejselysten, glad for livet og havde mange venner, som han var meget loyal overfor. Han lod aldrig synshandicappet blive mere end det var; en stor fysisk begrænsning, men én der aldrig stod i vejen for hans livsudfoldelse, musikalske ambitioner og humoristiske sans.

I slutningen af 1960’erne stiftede han familie. Sammen med sin kone Kirsten og sine to sønner, Morten og Peter, flyttede han i 1978 ind i et rækkehus i Kastrup, hvor han boede til sin død i 2025. Sammen delte familien flere store rejseoplevelser, blandt andet til Kina.

Arbejdspladsen hed i 42 år Allehelgens Kirke, hvor han virkede som organist og kantor fra 1970 og indtil 2012, hvor han gik på pension. Den langvarige ansættelse afspejlede hans stabile og dedikerede natur. Som pensionist tog han stadig ofte bussen ind til Ungarnsgade på Amager for at øve sig på kirkens orgel. Han var til det sidste dybt involveret i musikken, og Skelgaardskirken på Amager havde planlagt en portrætkoncert med hans musik, der skulle have fundet sted få dage efter hans død. Her deltog han engageret og nysgerrigt i prøverne i kirken, hvor han talte med de udøvende musikere om fortolkningen af hans værker.

I 2000 mistede han på tragisk via sin kone Kirsten efter et kræftforløb, hvilket efterlod en dyb sorg i hele familien. I de efterfølgende år fandt han støtte hos familie og venner, og han besøgte Grønland med sine sønner og deres kærester. Han elskede at rejse og at opleve verden på nært hold.

Leif Martinussen havde arvet en stor historisk interesse fra sin far, der var tømrer, og han kunne som ingen andre huske historiske datoer, landes indbyggertal og geografiske data udenad. Han holdt af at fortælle og dem, der lyttede til ham, blev beriget med fortællinger fra hans liv med en stor grad af detaljer.

I 2004 mødte han kærligheden på ny, da han fandt sammen med organistkollegaen Nete, som han delte de sidste tyve år af sit liv med. Det blev til mange fælles rejser og musikalske projekter. Hans familie og tre børnebørn, Cecilie, Line og Emily, bragte ham stor glæde og han var nysgerrig på deres liv og imødekommende overfor deres interesser. Han underviste sit barnebarn Cecilie i klaver; hun havde altid kaffen og kagen klar, når han kom med noderne. Han nød desuden at spille kort med sit barnebarn Line, og når Emily var på besøg, fik hun mange fortællinger om deres fælles slægt, især den farmor, hun aldrig havde nået at møde.

Fra han var barn og helt indtil han forlod livet, skrev han dagbog med optegnelser over dagens hændelser, først på papir, siden digitalt. Det var derfor muligt for dem, der kendte ham, at spørge hvad der skete for ham på en vilkårlig dag tilbage i tiden, hvorefter han kunne slå op i en af sine dagbøger og give et fyldigt referat af dagen.

Leif Martinussen var først og fremmest et menneske, der ville livet, og som vandt i livet. Han var aktiv og engageret i musikken, sin familie, børnebørn og talrige venner til det sidste. Næsten dagligt sagde han til sin samlever Nete, at han måtte huske at ringe til sine venner. Og det gjorde han. Der var altid samtaler og igangværende projekter i Leif Martinussens liv, der aldrig stod stille og altid var fuld af lyden af den musik, som han elskede så højt og som blev hans skæbne.

Leif Martinussen

Født den 29. juli 1941 i Hobro.

Død den 10. september 2025 i sit hjem i Kastrup.

Fra 1970 – 2012  ansat som organist og kantor ved Allehelgens Kirke på Amager.

Medstifter af og formand for Amager Musikfestival og medlem af dennes bestyrelse frem til januar 2013.

Efterlader sig to sønner, tre børnebørn og sin samlever.

Blev bisat fra Allehelgens Kirke i København den 3. oktober.